Peter Hansen (1868-1928)

Peter Hansen var født i Faaborg, men blev allerede som syvårig sendt til København, hvor han boede hos en farbror, mens han gennemførte sin skolegang. I skolen blev Peter Hansen kammerat med Wilhelm Hansen. Begge drenge interesserede sig for kunst, og Wilhelm Hansen blev som voksen stifter af Ordrupgaards kunstsamling. 

Efter en uddannelse som malersvend hjemme hos faderen, dekorationsmaler Syrak Hansen i Faaborg, blev Peter Hansen 1885 optaget på Zahrtmanns Skole i København. Der var tale om en privat malerskole, som mange unge kunstnere valgte i opposition til Akademiet. Medstuderende ved Zahrtmanns Skole var Fritz Syberg og Johannes Larsen. Peter Hansen, Syberg og Larsen knyttede under uddannelsen venskaber, som varede livet ud, og de tre kom siden kom til at udgøre kernen i ”Fynboerne” eller ”Den fynske Skole”.

Peter Hansen malede, hvad han så omkring sig: Omgivelserne i form af landskabet, byen og menneskene på Fyn, i Italien og i København. Hans billeder er kendetegnet ved et nærværende og umiddelbart natursyn og en sikker fornemmelse for farve, lys og bevægelse i motivet. Som de øvrige Fynbomalere blev han tidligt påvirket af vennen Theodor Philipsen.

I 1889 malede han et billede af to piger, og dette blev i 1893 vist ved Verdensudstillingen i Chicago, hvor det blev tildelt bronzemedalje. I 1898 blev Peter Hansen gift med pigernes mor, Elisa Nikoline Schoubye. Sammen fik ægteparret i 1899 en datter. Eftersom hun blev født i Italien, fik hun navnet Elena Italia Hansen. Peter Hansen malede hende som baby på maleriet ”Søster græder”. Billedet vakte stor debat i den såkaldte Bondemalerstrid i 1907, hvorunder diverse kunstnere offentligt debatterede, hvilke motiver det var passende at anvende. En debattør, Gudmund Hentze, fandt maleriet af ”Peter Hansens grimme, skraalende Unge” helt utilstedeligt.

Det kan tilføjes, at den skrålende unge som voksen blev gift med Johannes Larsens søn, Johan (Lysse).

Fem gange i livet var Peter Hansen på længere ophold i Italien. Han boede bl.a. i bjerglandsbyen Civita d’Antino i Abruzzerne, hvor lærermesteren, Kristian Zahrtmann, var æresborger og ejede et hus. Peter Hansen malede gerne i bjerglandsbyen og i Pompeii relativt tæt derved. 

 

Det sker på museet

Foredrag, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Fuglekunsten bygger rede i Kerteminde
23. januar 2020
Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet udbygger sin samling af fugleværker og indfører verdens første triennale for fuglekunst.

Kerteminde-udstilling rejser nordpå
15. januar 2020
Johannes Larsen Museet

Udstillingen NATURE Home & Workplace, der blev skabt til Johannes Larsen Museet i efteråret 2018, bliver nu vist på kunstmuseet i Nuuk.

Grønlandseventyr går som varmt brød
16. december 2019
Johannes Larsen Museet

Anmeldere og boglæsere har taget yderst godt imod udgivelsen af Johannes Larsens dagbøger fra Grønland.

Johannes Larsens adventskalender
15. november 2019
Johannes Larsen Museet

Kom med Johannes Larsen indenfor på Møllebakken i dette års adventskalender!