John Olsen 80 år

Tid: 2019
Sted: Johannes Larsen Museet

Oplev John Olsens Fugleham-værker.

John Olsens smukke og vagtsomme edderfugl i bronze har siden 2013 budt velkommen til Johannes Larsen Museet ved foden af Møllebakken. Nu byder vi atter velkommen til fødselaren og viser 6 af Fugleham-værkerne, som John Olsen skabte til Johannes Larsen Museet i 2001 og derudover 1 nyt værk. 

”Livet vil”, siger John Olsen, der som kunstner og naturdramatiker har taget arven op fra Johannes Larsen, som han i sine unge dage besøgte på Møllebakken. Som Larsen har Olsen en stor kærlighed til naturen og beskæftiger sig med naturoplevelser og naturiagttagelser – eller kort sagt med forholdet mellem menneske og natur, med kunsten som det tolkende led.

John Olsen bevæger sig inden for et bredt univers af udtryksformer: ætsninger og raderinger, kul, pigment og tusch, svedetegninger, foto, skulptur samt undreskabe med indsamlede naturobjekter.

Om Fugleham-værkerne
”I fuglens tegn” er syv fjerdragter i storformat skabt i kul, pigment og pastel af John Olsen til indvielsen af udstillingsbygningen Vingen på Johannes Larsen Museet i 2001. Som Folkevisernes magiske ”Fjederham” kan værkerne tolkes som fugl og menneske i ét eller som engle og død. Foranderlighed og forgængelighed. Det er konkrete fugle fra den nordiske natur, der i skulpturel form og med betoning af fjerdragtens stoflighed delvist vender ryggen til beskueren. Den nordiske Ravn, Urfuglehannen og Islommen.

Undreskabe i Eventyrrummet
Livet igennem har John Olsen forbundet samlermanien og naturkunsten og givet det kunstnerisk udtryk i Undreskabene, som han præsenterede første gang for publikum i 1980’erne. Forfaldets æstetik, forgængeligheden, livet og døden får her et udtryk gennem fund af dyremumier, fjer og vinger, skeletter, sten, træ og tørrede planter sirligt opsatte i stil med renæssancens naturalie- og raritetskabinetter.

Barnets mulighed for at bruge alle sanser og at lære kunsten at se og udtrykke sig har optaget kunstneren gennem livet, og inspireret af John Olsen har Johannes Larsen Museet i resten af 2018 lanceret Undreskabe i Eventyrrummet, hvor børns egne fund af naturobjekter sammensættes på finurlig måde.

 

 

 

 

 

Det sker på museet

Foredrag, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Kalender

Talk med Erland Porsmose og Niels Erik Skovballe
d. 12. marts 2020, kl. 17-18.30
Johannes Larsen Museet

Billedkunst

Rundvisning i særudstillingen
lørdag og søndag kl. 14
Johannes Larsen Museet

Oplev kunsten med guide

I Johannes Larsens fodspor ved Filsø
5. april og 7. august 2020
P-pladsen ved Henne Kirke, Strandvejen 238, 6854

Vi følger i Fynbomaleren Johannes Larsens fodspor

Æggejagt
6.-12. april
Johannes Larsen Museet

Kom forbi påsken og gå på æggejagt i haven!