Åbningstider

 

juni - august 

alle dage kl. 10-17

 

 september - oktober

tirsdag - søndag kl. 10-16

 

november - februar

tirsdag - søndag kl. 11-16

 

 marts - maj

 tirsdag - søndag kl. 10-16

 

 

 

 

 

De kvindelige Fynbomalere

 

Det var reglen snarere end undtagelsen blandt kunstnerne på Fynbomalernes tid, at en maler dannede par med en malerinde. Dette var således også tilfældet med de kvindelige kunstnere Alhed Larsen (gift med Johannes Larsen), Anna Syberg (gift med Fritz Syberg) og Christine Swane (gift med Sigurd Swane). Skønt kvinderne langtfra var kuede i disse forhold, så var samtidens opfattelse ofte, at den kvindelige kunstner var den kreative amatør ved sin professionelle mands side. Denne opfattelse fik betydning for kvindernes mulighed for at udstille deres kunst og slå igennem på linje med deres mandlige kolleger.                      

Udsnit af Johannes Larsen, ”Fire piger på Lundsgårds Klint”, 1897. Skitse, rørpen. Siddende forrest Alhed Warberg (senere Larsen) og liggende Christine Larsen (senere Swane). De to øvrige Alheds søstre.

Da Faaborg Museum blev oprettet i 1910, var det således kun med en symbolsk repræsentation af de kvindelige Fynbomalere. Anna Syberg rasede over, at kvinderne blev skubbet til side af de mandlige kunstnere. Indkøbskomitéen til opbygningen af Faaborg Museum talte kun mandlige kunstnere fra gruppen, og i museets protokol kan man læse, at ”Ved Forhandlingerne ønskede Peter Hansen og Birkholm ført til protokols, at de stemte imod Antagelsen af Fru A. Larsen og Frk. Christine Larsens Arbejder. Peter Hansen desuden imod Fru Syberg”.

 

I 1912 lavede Alhed Larsen, Anna Syberg og Christine Swane en separatudstilling i Den frie Udstillingsbygning sammen med tre andre kvindelige kunstnere. Kun én af de kvindelige fynbomalere levede længe nok til at opleve sin egen succes, Christine Swane. Hun blev 84 år. Ved 60-års alderen blev hun medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen, begyndte at få legater, priser og bestillinger på udsmykningsarbejder. Alhed Larsen døde som 55-årig uden at have ”slået igennem” som kunstner, men to år efter sin død fik hun ros for sit kunstneriske arbejde, da Johannes Larsen holdt en udstilling med mange af hendes malerier, samt sine egne. Anna Syberg blev kun 44 år, men skulle have glædet sig over, at Faaborg Museum nu værdsætter hendes kunst så meget, så den fylder hele to rum. De tre kvinders kunst anses at være fuldt på højde med mænds kunst.

 

De kvindelige Fynbomaleres motivverden er typisk blomster, opstillinger, interiører og vinduesudsigter, da disse motiver lod sig kombinere med kvindernes øvrige funktioner i hjemmet.

 

Herunder følger korte præsentationer af de tre kvindelige Fynbomalere: Alhed Larsen, Anna Syberg og Christine Swane.

 

 

Alhed Larsen 1872-1927

   Alhed Larsen portrætteret af Johannes Larsen, 1910

Alhed Larsen var datter af en godsforvalter på Sydfyn. Hun satsede tidligt på en kunstnerisk karriere og fik i 1890'erne undervisning af Fritz Syberg.

 

Efter brylluppet med Johannes Larsen i 1898 blev den selvstændige malerkarriere i nogen grad underlagt hendes rolle som moder og værtinde. Det lykkedes dog også for Alhed at skaffe tid til malerkunsten. I perioden 1900-1906 udstillede hun således fem gange på Charlottenborgs Forårsudstilling.

 

Som maler beskæftigede Alhed sig især med de kvindetypiske motiver i form af blomster, opstillinger, interiører og vinduesudsigter.

I de tidlige værker var koloritten ofte mørk og tæt, men siden blev samspillet mellem det indfaldende sollys fra vinduet og blomsterne i vindueskarmen et ofte gentaget motiv.

 

I 1917 fik hun sit eget atelier med tilhørende vinterhave, hvis motivverden hun udnyttede til fulde.

 

Alhed var omdrejningspunktet i det store selskabelige liv på Møllebakken, og hendes død i 1927 var stærkt medvirkende til, at kunstnerhjemmets position som mødested for landets førende kunstnere svandt ind. 

 

 

Anna Syberg 1870-1914

    Anna Syberg portrætteret af Fritz Syberg, 1912

Anna Syberg, der var søster til Peter Hansen, blev gift med Fritz Syberg. Hun fik undervisning af sin far Syrak Hansen på Teknisk skole i Fåborg, og senere tilbragte hun ét år i København med undervisning i tegning og maling. I årene 1892-94 var Anna ansat som porcelænsmaler på Den Kgl. Porcelainsfabrik, hvor hun malede viol- og krysantemumstel. Fra tiden som porcelænsmaler udviklede hun en slags lag-på-lag-teknik, som hun senere overførte direkte til sine blomsterbilleder malet i akvarel.

 

Syberg-parret fik sammen syv børn, men på trods af den store børneflok fik hun malet meget, ligesom hun flittigt sad model for sin mand. Fritzs utallige skildringer af hende som en indadvendt, melankolsk kvinde uden kraft og vilje står dog i stærk kontrast til den brevveksling, der har fundet sted imellem de to. Her er det hende, der er den handlekraftige, ligesom brevene vidner om humor og foretagsomhed.

 

Anna tog aktivt del i ophængningerne, når hun eller Fritz havde udstillinger. Fra 1898 til 1910 samt i 1913 udstillede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling og andre etablerede udstillingssteder.

 

Anna Syberg døde kun 44 år gammel, og en egentlig kunstnerisk anerkendelse opnåede hun først efter sin død.

 

 

Christine Swane 1876-1960

   Christine Swane portrætteret af Sigurd Swane, 1913

Christine Swane, der var søster til Johannes Larsen, modtog undervisning hos både Fritz Syberg, J. F. Willumsen og Harald Giersing.

 

Oprindeligt lå hendes stil tæt op af de øvrige kvindelige Fynbo-malere, hvor det yndede motiv er blomster. Men efter giftermålet i 1910 med maleren Sigurd Swane og mødet med den svenske maler Karl Isakson ændrede hendes stil sig i modernistisk retning med større vægt på det kubistiske formsprog og koloristiske værdier. Den udpræget naturalistiske stil fra de tidlige år, som er kendetegnet ved stor detaljerigdom, blev nu afløst af en mere dekorativ stil med geometriske eller facetagtige former og et todimensionelt billedrum. Samtidig blev farverne klarere, og det var især de gule, blå og grønne nuancer, som hun nu anvendte.

 

Hendes foretrukne motiver var opstillinger og interiører, men hun malede også portrætter, enkelte figurbilleder og landskaber samt skovbilleder. Hun beskæftigede sig desuden med keramik, skulptur, broderede tæpper og batik samt skrev digte.

 

Christine Swane var den blandt de kvindelige Fynbomalere, der opnåede størst anerkendelse i sin levetid. Hun var samtidig den mest aktivt udstillende blandt de kvindelige kunstnere. Hendes udstillingsvirksomhed begyndte i 1905, hvor hun deltog i ”Journalistforbundets Udstilling af Arbejder afviste fra Charlottenborg”. Herefter udstillede hun regelmæssigt på separatudstillinger samt officielle udstillinger som Charlottenborgs Forårsudstilling og andre etablerede kunstinstitutioner.

 

Christine og Sigurd, der blev skilt i 1920, fik sammen sønnen Lars Swane, også senere kunstmaler.

 

Johannes Larsen Museet råder i dag over den største Christine Swane samling i landet.

 

Nyttige links

-

Virtuel tour

 

Besøg museet derhjemmefra.

-

Entré og åbningstider

 

Planlæg dit besøg på Møllebakken.

-

Find vej

 

Her finder du Johannes Larsen Museet.

Kalender

Møllebakken 14   •   5300 Kerteminde   •   Tlf.: 65 32 11 77   •   johanneslarsenmuseet@kertemindemuseer.dk