Sensommerkoncerter i 25 år

26. september 2014 | Johannes Larsen Museet

Et kig tilbage på 25 koncertsæsoner

Af Birgit Tengberg, arrangør

Ideen med at arrangere koncerter på Johannes Larsen Museet fik jeg i 1989. Jeg syntes, der manglede et klassisk koncertliv i Kerteminde, og da det dengang nye Johannes Larsen Museum i 1990 fik sin første udvidelse for at kunne rumme Pax samlingen, var dét et oplagt sted at realisere ideerne. Desuden havde jeg en personlig tilknytning til museet, da jeg er født og opvokset i Kerteminde. Som barn kom jeg i villaen på Møllebakken, fordi min mor spillede bridge med Else Puf, som var Johannes Larsens svigerdatter. Maleren husker jeg som en gammel, stille mand, der sad i stuen, og som man sagde pænt goddag til, når man kom ind.

Jeg besluttede at arrangere fire varierede koncerter på fire søndage i september. Jeg valgte september, fordi de fleste andre koncerter på Fyn fandt sted i juli eller i august. Tidspunktet blev fastsat til kl. 16.30, fordi museet var åbent for gæster til kl. 16. Der blev bygget et podie til musikerne, en akustiker lavede lydmæssige forbedringer i salen, men der var også brug for et godt flygel. Det måtte vi leje de første mange år, indtil museet af Kerteminde Kommune fik et stort, flot Fazioli koncertflygel i anledning af Vingens indvielse. Den 2. september 1990 kunne den første Sensommerkoncert gå i luften: den fynske Carl Nielsen Kvartetten spillede strygekvartetter af bl.a. Franz Syberg - og det er den samme kvartet, der bliver spillet ved Kammermusikfestivalen i år. På denne måde er der en ring, der er sluttet.

Konceptet med fire Sensommerkoncerter i september skulle vise sig at holde den samme form helt frem til i år, hvor vi har haft én Sensommerkoncert med tre musikere fra Wien. Men i stedet for at afvikle de tre sidste som vanlig, har vi samlet alle koncerter under ét i en kammermusikfestival med fem koncerter den sidste weekend i september. En sådan festival åbner mulighed for mere intense musikoplevelser, hvor publikum får bedre lejlighed for at snakke med hinanden. De bliver således medskabende til den helt specielle festivalstemning. Desuden kan musikerne spille på skift og indgå i forskellige sammenhænge, så de kan præsentere et mere varieret program.

Musikere er et meget disciplineret folkefærd. Hvis man tæller alle de Sensommerkoncerter, der har fundet sted siden 1990, sammen, bliver det til 97 i alt. Af dem, er der kun én, der ikke er blevet gennemført som planlagt pga sygdom, og det var i 2004. Aflysningen kom i sidste øjeblik, og jeg måtte ringe rundt til forskellige musikere, jeg kendte, men ingen kunne springe ind med så kort varsel, indtil et lyst hoved sagde: 'Hvorfor ringer du ikke til Trio con Brio? Hvis én af dem kan, kan de alle sammen. Pianisten og cellisten er ægtepar, cellisten og violinisten er søstre, og alle tre bor på samme adresse.' Det viste sig at være en rigtig god idé. Trioen kunne godt, og de kom til Kerteminde og spillede en fremragende koncert. Publikum fik ganske vist en helt anden oplevelse, end de havde betalt for, men Trio con Brio tog dem med storm. Så de er siden 2004 vendt tilbage med jævne mellemrum. Og da jeg sidste år spurgte dem, om om de havde lyst til at eksportere deres festivalkoncept til Kerteminde (de har deres egen festival i Diamanten i København) slog de til. På denne måde er Trio con Brio blevet basisensemble i Kammermusikfestival på Johannes Larsen Museet 2014. De fem andre medvirkende musikere er så at sige valgt af Trio con Brio, fordi de passer godt sammen i spillestil. Og alle har det tilfælles, at de er musikere i verdensklasse!

Fra Sensommerkoncerternes første øjeblik har jeg ønsket, at der skulle spilles både gammel og ny musik, fra barokken til vor tid. Og jeg har også ønsket, at musikken skulle tiltrække forskellige publikummer og forskellige aldersgrupper. Mange koncerter har budt på en uropførelse, dvs et værk, jeg har bestilt hos en komponist. Fx hos komponister som Anders Brødsgaard, Niels Marthinsen, Niels Rosing Schow m.fl. Jeg har altid godt kunnet lide at overraske publikum ved at præsentere dem for noget helt nyt og uprøvet. To gange har jeg haft forfatteren Suzanne Brøgger til at læse nogle af sine tekster op i samspil med en gruppe musikere, hvilket har tilført musikken en ikke blot litterær men også spektakulær dimension. Det samme var tilfældet, da forfatteren Ursula Andkjær Olsen med søsteren, pianisten/danseren Julie Andkjær Olsen i 2006 optrådte med digte, klavermusik og flamencodans. Der har også været koncert med to flygler, hvor museets Fazioli-flygel for en stund har haft en artsfælle ved sin side. Koncertsalens akustik er hel fantastisk til klavermusik, og to flygler klinger optimalt - ud over at byde på den visuelle oplevelse det er at se to flygler stå i 'ske'. Jeg har blandet forskellige genrer, fx da jeg bad operasangeren Solveig Lumholt optræde sammen med sin datter, rocksangeren Cæcilie Norby. Eller da vi havde trompetisten Palle Mikkelborg og Who Made Who rockmusikeren, den Kerteminde-lokale guitarist Jeppe Kjellberg, som i 2013 skabte deres helt eget musikalske univers med titlen Gråænder over Langø. Den propfyldte sal kvitterede med stående applaus. Med Prokofievs 'Peter og Ulven' i et arrangement, der egnede sig til salen, og Trine Pallesen som oplæser, har vi også haft børn på publikumsrækkerne. Og børn var selv blandt de optrædende musikere, da den spillende familie Slaatto på violin, bratsch, tuba, slagtøj i 2000 spillede Dyrenes Karneval. Ganske andre publikummer mødte op, da Kopenhagener Kabarett sammen med sangeren Helene Gjerris i 2009 leverede deres tyske kabaretsange fra mellemkrigsårenes Berlin, så variation har ikke manglet i de forskellige koncertudbud.

De fleste af de musikere, der har optrådt på museet, har jeg haft en personlig forbindelse til. Det gælder også jazzmusikere, som jeg har hørt i Nordspanien, hvor jeg i en årrække arbejdede som kontaktperson for en jazzfestival til fremtrædende danske jazzmusikere. På denne måde fik jeg hyret navne som Bob Rockwell, Uffe Markussen, Søren Kjærgaard - og verdensbassisten NHØP, som spillede en uforglemmelig koncert sammen med Ole Kock Hansen i 2003. Da jeg året forinden spurgte NHØP, om han havde lyst spille en koncert i Kerteminde, husker jeg at han lyste op i et smil og svarede: 'Johannes Larsen Museet? Ja, det vil jeg rigtig gerne. Derfra har jeg et godt minde, der holdt mine forældre deres sølvbryllup. '

På et tidspunkt havde jeg også en personlig kontakt til den amerikanske internationale klarinettist Richard Stolzman, og i 1998 gav han koncert med sin kone og to store børn. Det var ganske vist uden for Sensommerkoncert-sæsonen, men en mand som ham måtte man tage, når det passede i hans kalender. Han syntes, det var sjovt at komme til Danmark sammen med sin spillende familie, det var ikke noget de plejede at gøre. Det blev da også en event, som tiltrak publikum fra nær og fjern. Og jeg måtte knibe mig selv i armen over at have det store, internationale klarinetnavn spillende lige foran mig på scenen. Også et venskab med den danske cellist Jørgen Fog fra Wiener Filharmonikerne har muliggjort flere optrædende med ham og andre musikere fra det navnkundige orkester.

I 1994 havde jeg engageret tre musikere, men ved en fejl havde de booket sig ud til at spille koncert i København samme aften kl. 20. Hvordan løste de det? Ja, de bookede en helikopter. De landede på Nordstranden, spillede en fantastisk koncert på museet og lettede efterfølgende fra deres helikopter, der stod og ventede på dem. Og de nåede koncerten kl. 20 i København. De formøblede formentlig hele deres honorar på leje af helikopter, men var jo deres sag. En ganske cool måde at overholde sine aftaler på.

Nu står Kammermusikfestival på Johannes Larsen Museet 2014 for døren. Det bliver en musikalsk fest at høre otte store musikernavne spille fem koncerter fordelt over to dage, og vi glæder os meget. 

Læs mere om Kammermusikfestivalen her.

Nyheder

Jul på Johannes Larsen Museet
28. november 2017
Johannes Larsen Museet

Glögg og vafler i Kaffehuset
23. november 2017
Johannes Larsen Museet

I december dufter det af jul i Kaffehuset.

Læs Fynboernes private breve og dagbøger
20. november 2017
Johannes Larsen Museet

Tusindvis af private breve til og fra Fynbomalerne og deres kreds bliver nu tilgængelige for offentligheden.

Ladbytapetet forlænges
9. november 2017
Johannes Larsen Museet

Det smukke Ladbytapet bliver lidt længere på museet.