Kammermusikfestival 2014 – en intens musikoplevelse

08. oktober 2014 | Johannes Larsen Museet

Besøgte man museet i uge 39, kunne man høre tonerne fra bl.a. violin, cello og klaver flyde gennem museets sale. Der blev nemlig øvet flittigt på instrumenterne i både dagene - og timerne - op til sensommerkoncerterne, der var samlet i en festival sidste weekend i september. Dermed blev den første kammermusikfestival afviklet på Johannes Larsen Museet. Festivalen var tilrettelagt og arrangeret af Birgit Tengberg, som har stået for sensommerkoncerterne i 25 år. På to dage blev der spillet fem koncerter, og begge dage blev der serveret buffet fra Møllekroen. Visionen med festivalen var at tilbyde intense musikoplevelser på et højt niveau og åbne nye muligheder for et varieret program, idet de otte medvirkende musikere på skift indgik i forskellige kammermusikalske sammenhænge. Den vision blev indløst til fulde.

Lørdag var der omkring 80 gæster til hver koncert, mens søndag var mere populær med over 110 gæster til eftermiddagens koncert. Alle koncerterne blev optaget af DR2, og Esben Tange var vært ved arrangementet. Musikalsk set kom både gæster, lyttere og musikere på en fantastisk rejse, der indebar musik fra Franz Syberg, Carl Nielsen, Johannes Brahms, Edward Grieg, L. Van Beethoven og mange flere. De 8 musikere, som alle tilhører den absolutte elite indenfor klassisk musik, var: Trio con Brio Copenhagen (Danmark/Korea): Soo-Jin Hong, violin, Soo-Kuyng Hong, cello, Jens Elvekjær, klaver. Andreas Brantelid, cello (Danmark), Håvard Gimse, klaver (Norge), Jon Gjesme, violin (Norge),  Ettore Causa, bratsch (Italien) og Olli Leppäniemi, klarinet (Finland).

Og sikke en festival. Der er ingen tvivl om, at alle tilhørene fik en oplevelse af de helt sjældne ved arrangementet. Musikerne syntes at overgå sig selv fra koncert til koncert, og det betød store bifald fra den begejstrede sal. Festivalen kulminerede søndag aften med en suprisekoncert, hvor især indslaget med tre musikere, der med hver deres bue og kun en violin tilsammen fremførte ’Min hat den har tre buler’, fik publikum helt frem på stolene. Bifaldet ville ingen ende tage. Set i bakspejlet kunne man ikke have ønsket sig meget mere af en ’førstegangsfestival’ hvor omgivelser, musik og ikke mindst bespisning gik op i en højere enhed. 

Fotos: Galleri fra festivalen (Birgit Tengberg/Østfyns Museer).

Nyheder

Alheds æbleblomster hentet i Sverige
16. marts 2017
Johannes Larsen Museet

I øjeblikket samles værkerne til udstillingen "Haven ved Havet".

Foredragsrække om haver
10. marts 2017
Johannes Larsen Museet

Tre kvinder fortæller om tre skønne haver.

22.221 æg til skue under Larsens fugle
9. marts 2017
Johannes Larsen Museet

Når Naturama i Svendborg 12. marts åbner udstilling med Danmarks fornemste ægsamling, er det med fuglebilleder fra Johannes Larsen Museet som akkompagnement.

Konservatorer på museet
9. marts 2017
Johannes Larsen Museet

I øjeblikket er der konservatorer i villa, atelier og i PAX-rum.