Historien om en belgisk hest

18. juni 2014 | Johannes Larsen Museet

På udstillingen Kunstnerdynastiet Syberg er der udstillet skulpturer af Hans Syberg. En af disse skulpturer forestiller en arbejdshest af racen belgisk hest. Hesten, som Hans Syberg har formet, er bastant og kraftfuld og spejler kunstnerens fascination af det stærke dyr. Og efter hesten har fået sin plads på museets udstilling, knytter der sig en fin lille historie til skulpturen. Det er nemlig sådan, at en af museets gæster henvendte sig til museumsinspektør Malene Ipsen efter et besøg, og fortalte, at hun havde fundet sin morfar på et af fotografierne i særudstillingen. Han står og holder den hest, som Hans Syberg modellerer.

Morfaderen, Peter Petersen, var ekspert i belgiske heste og dyrskuedommer, og det er nærliggende at tænke, at Hans Syberg opsøgte netop denne mand, fordi han ejede særligt fine belgiske heste. Det skulle naturligvis være en af landets bedste belgier, der skulle stå model til skulpturen. Barnebarnet til Peter Petersen kunne i øvrigt også fortælle, at han blev kaldt Peter Højttaler, fordi han havde meget kraft på stemmen, når han talte. Det kunne nok komme sig nyttigt, når man håndterede de tonstunge arbejdsheste.

Men det er ikke hele historien om Hans Sybergs belgiske hest. Under krigen boede billedhuggeren på Frederiksberg og havde sin frugtplantage i Hammeren ved Issefjorden. Det betød, at han måtte pendle fra sin bolig til sin plantage. Under krigen var det imidlertid svært at køre i bil på grund af benzinrationeringer og diverse regler. Der var dog et lille smuthul i disse restriktioner, hvis man var kunstner, for så havde man nemlig retten til at køre ud og lave studier. Dette udnyttede Hans Syberg til fulde. Hver gang han skulle til sin plantage og hjem igen, blev modellen af den belgiske hest lagt om i kassen bag på hans gamle Ford. Han kunne så påvise, at han rent faktisk var kunstner, der skulle arbejde videre på sit værk - hvis han blev stoppet. At hesten længe var færdig, det kunne ingen jo vide.

Nyheder

Nyerhvervelse indgår i udstillingen 1917 – EN NY TID
22. september 2017
Johannes Larsen Museet

I forbindelse med udstillingen 1917 - EN NY TID har museet været heldige at kunne erhverve et nyt værk til samlingen, nemlig et maleri af den svenske maler Kurt Jungstedt.

Usædvanlig udstillingsåbning
11. september 2017
Johannes Larsen Museet

700 deltog i udstillingsåbningen af Ladbytapetet og blev budt på kampshow og vikingemad.

På cykel fra Pisa til Kerteminde
8. september 2017
Johannes Larsen Museet

To fætre gentager Syberg-børnene Hans og Besses legendariske cykeltur gennem Europa i 1913.

Godt med besøgende i Sybergs Atelier denne sommer
29. august 2017
Johannes Larsen Museet

Som noget helt nyt havde vi i forbindelse med sommerens store jubilæumsudstilling åbnet op i Sybergs Ateliér, der ligger et lille stykke fra museet.