Et spejlbillede af Larsen

10. januar 2014 | Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet har erhvervet et lidt utraditionelt værk af Johannes Larsen til museets samling. Billedet er en akvarel malet på Båxhult i 1949, og viser stuen på den svenske skovgård. Johannes Larsen har malet en del billeder på netop Båxhult, der sammen med Höljeryd var smålandske skovgårde ejet af Johannes Larsens far. De to gårde blev brugt bl.a. til jagt og ferier, og i dag er de atter i Larsen-familiens eje.

På maleriet ses som sagt stuen på Båxhult, fint gengivet med tapet, trægulve og stuk. I billedets venstre side står en blomstrende Fuchsia på et bord, plantens grønne blade synes at lyse op i rummet. Ganske fremtrædende er ligeledes en skammel med et rødt sæde i billedets højre side. Men det interessante ved billedet er det store konsolspejl til højre for midten. Her har Johannes Larsen malet sig selv i spejlet. Ulastelig klædt som altid, pibe i munden og med sit tegnebræt i hånden.

"For museet er det et spændende værk, fordi det netop er et utraditionelt Larsen billede. Værket lægger sig op ad en tradition, hvor kunstneren skildrer sig selv i et spejl. Vi kender det bl.a. fra Velazquez' Las Meninas (Hofdamerne) fra 1656 og fra Picasso, der især på sine ældre dage glimtvis portrætterede sig selv i et spejl. Det er ikke et direkte selvportræt, men en komposition, hvor kunstneren optræder i spejlet. Det betyder, at vi får et lejlighedsvis kig på den arbejdede kunstner, og selv om det selvfølgelig er helt bevidst, forekommer spejlbilledet alligevel intimt. Interessant er det også, at spejlet giver oplevelsen af, at kunstneren faktisk er fysisk placeret der, hvor vi står, når vi ser billedet." Fortæller museumsinspektør Malene Linell Ipsen.

Iøjnefaldende er det også, at fuglemaleren har gengivet sig selv noget yngre i spejlet, end han var på daværende tidspunkt. Det kan kædes sammen med mange myter og traditioner om spejle i kunsten, men det kan også være en indikation om, at i spejlet ser man det, man vil se.

Akvarellen er købt på Bruun Rasmussen auktion og er stadig i den originale ramme. Bagpå billedet har Johannes Larsen skrevet 'Konsolspejl'.

Billedet kan pt ses i Samlingen på Johannes Larsen Museet.

Nyheder

Berigelse af Larsen-samlingen
31. januar 2019
Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet har fået en dyrebar gave - Johannes Larsens tuschtegning af en husmår fra 1957.

Ny leder: Det er et privilegium
18. januar 2019
Johannes Larsen Museet

Når Jeppe Priess Gersbøll i februar starter som afdelingsleder for Johannes Larsen Museet, er det på et sted, han kender særdeles godt.

Johannes Larsen fejret med manér
27. december 2018
Johannes Larsen Museet

Selvom sidste års 150-års fejring måske er svær at komme efter, er Johannes Larsen i dag, traditionen tro, blevet fejret med manér!

Vi søger unge medskabere af en ny udstilling
18. december 2018
Johannes Larsen Museet

Er du ung (mellem 15 og 18 år). Finder du kunst, design og rum spændende? Men synes du, at kunstudstillinger ofte ikke er interessante for unge? Tænker du samtidig: ”Hvis jeg kunne bestemme, ville udstillingerne se helt anderledes ud?”