Efter Frokosten - hverdagsbillede fra Italien

19. december 2014 | Johannes Larsen Museet

Med hjælp fra Ny Carlsbergfondet har museet erhvervet et billede af den danske maler Peter Tom-Petersen (1861 – 1926). Maleriet har titlen "Efter Frokosten" og viser Interiør fra Zahrtmanns spisestue i Casa Cerroni i Civita d'Antino. Her ses kunstnerens hustru Marie Elisabeth Tom-Petersen i samtale med en italiensk kvinde. Værket er signeret Tom Petersen 1892 og har målene 66 x 79 cm.

Peter Tom-Petersen var en dansk maler og tegner, i dag primært kendt for sine utallige skildringer af danske købstæder og herregårde. Han gik på Kunstakademiet i København fra 1877 til 1881 og i 1882 på Kunstnernes frie Studieskole under Laurids Tuxen og P. S. Krøyer. Derefter blev han elev af Léon Bonnat i Paris i perioden 1883-84 og sidenhen hos P.S. Krøyer en kort tid. Han fik tildelt Mention honorable på Verdensudstillingen i Paris 1889 og modtog Akademiets rejsestipendium 1892.

I 1890 rejste Peter Tom-Petersen til Italien med malerne Kristian Zahrtmann og Henry Lørup og besøgte for første gang Civita d´Antino i Abruzzerne. Kristian Zahrtmann boede hvert sommerhalvår i den italienske bjerglandsby, og Civita d´Antino fik derved en central placering for bl.a. de fynske malere og eleverne fra Zahrtmanns skole, idet de unge kunstnere besøgte deres gamle lærer her. Danskeren opnåede at blive æresborger i den italienske by og få flere gader opkaldt efter sig. I 1891 giftede Peter Tom-Petersen  sig med Marie Elisabeth Lorentzen, og parrets bryllupsrejse gik til Italien – først Rom og senere  til det velkendte Civita d´Antino, hvor de boede i Villa Cerroni.  

På baggrund af dette ophold skabte maleren værket ”Efter frokosten”. Maleriet viser som nævnt to kvinder i en spisestue, hvor et måltid netop er færdiggjort. Der et fint lys og et sydlandsk skær i billedet,  hvor blå og hvide nuancer formår at skabe en kølig, men ikke kold stemning. De to personer, den lyse danske kvinde og den mørkere italienske, er hinandens kontrast og mødes i en venskabelig og varm hverdagssituation. Der findes i øvrigt et maleri af P.S. Krøyer, som viser samme bord, omgivet af Zahrtmann, Krøyer selv, Marie og Tom-Petersen.

Tilsyneladende er værket malet to gange i næsten identiske versioner. Når en kunstner således laver en kopi af et af sine egne værker, kaldes det en replik. Læs mere her.

Billedet kan ses på museet til Johannes Larsens fødselsdag d. 27. december.

Efter frokosten

 

Nyheder

Berigelse af Larsen-samlingen
31. januar 2019
Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet har fået en dyrebar gave - Johannes Larsens tuschtegning af en husmår fra 1957.

Ny leder: Det er et privilegium
18. januar 2019
Johannes Larsen Museet

Når Jeppe Priess Gersbøll i februar starter som afdelingsleder for Johannes Larsen Museet, er det på et sted, han kender særdeles godt.

Johannes Larsen fejret med manér
27. december 2018
Johannes Larsen Museet

Selvom sidste års 150-års fejring måske er svær at komme efter, er Johannes Larsen i dag, traditionen tro, blevet fejret med manér!

Vi søger unge medskabere af en ny udstilling
18. december 2018
Johannes Larsen Museet

Er du ung (mellem 15 og 18 år). Finder du kunst, design og rum spændende? Men synes du, at kunstudstillinger ofte ikke er interessante for unge? Tænker du samtidig: ”Hvis jeg kunne bestemme, ville udstillingerne se helt anderledes ud?”