De 'forsvundne' kvinder

13. februar 2014 |

I november købte Johannes Larsen Museet Johannes Larsens maleri 'Piger på Lundsgård Klint' 1897, samt tre tilhørende skitser på Bruun-Rasmussen med tilskud fra Kulturstyrelsen og Ny Carlsberg Fondet. I en lille ophængning i Samlingen er det nu muligt at se værket og de tilhørende skitser. 

Det symbolsk ladede motiv, der hylder kærligheden, livet og naturen, er ret atypisk og overraskende for Johannes Larsen, som sjældent gav sig i kast med figurstudier, men det slutter sig på den vis ret tæt til Skagens hvidklædte damer. Forrest i billedet ses kunstnerens forlovede Alhed Warberg, og bagved hende kunstnerens søster Christine Larsen (siden gift Swane). Begge kvinder var selv malere og er i dag rigt repræsenteret i museets samling.

Når man står tæt på oliemaleriet, kan man se, at to personer er fjernet i værket, og der knytter sig da også en mærkværdig historie til billedet. I den oprindelige komposition var der nemlig to "piger" mere, henholdsvis en søster til Alhed, Johanne, og Johannes og Christine Larsens søster, Marie. Dette fremgår også af en af blyantsstudierne.

Johannes Larsen solgte maleriet kort efter, at han havde malet det. Han fortæller i sine erindringer, at da han nogen tid efter så billedet til salg, var to af kvinderne forsvundet! Han fik arrangeret en byttehandel, som skaffede ham billedet tilbage, og han tænkte, at han kunne fjerne overmalingen. Men farven var skrabet af! Hvem der har gjort dette og hvorfor vides ikke.

Maleriet var i mange år derefter i familiens eje. Nu har museet købt det til samlingen, som i forvejen rummer en skitse til billedet. Faaborg Museum ejer også en version af næsten det samme motiv: Sommerdag ved Brinken - her med alle de fire piger gengivet ved en udsigt nær Alheds barndomshjem på Erikshaab. Dette billede er blevet hjemlånt til Johannes Larsen Museet i anledning af nyerhvervelsen.

 

Nyheder

Alheds æbleblomster hentet i Sverige
16. marts 2017
Johannes Larsen Museet

I øjeblikket samles værkerne til udstillingen "Haven ved Havet".

Foredragsrække om haver
10. marts 2017
Johannes Larsen Museet

Tre kvinder fortæller om tre skønne haver.

22.221 æg til skue under Larsens fugle
9. marts 2017
Johannes Larsen Museet

Når Naturama i Svendborg 12. marts åbner udstilling med Danmarks fornemste ægsamling, er det med fuglebilleder fra Johannes Larsen Museet som akkompagnement.

Konservatorer på museet
9. marts 2017
Johannes Larsen Museet

I øjeblikket er der konservatorer i villa, atelier og i PAX-rum.