Stort fremmøde til Ane Talbots rundvisning

09. august 2018 | Johannes Larsen Museet

Hun er populær, Ane Talbot, Johannes Larsens barnebarn. Også i dag var virkelig mange mødt op for at høre Anes førstehåndsberetninger om livet på Møllebakken, hvor Ane er vokset op. 

Fortællingerne er mange! Der er den om odderen Jokum, der var tam og fulgte Larsen rundt som en hund. Der er historierne om, hvordan Johannes Larsen tog syge fugle til sig og passede dem til de blev friske igen eller til de døde. Og så var der den om påfuglen Harald, som Johannes Larsen fik for at lave den kendte plakat til Zoologisk have med to strudse på. Harald var en hidsig fyr, der en dag var ekstra meget efter Larsen, mens han malede. Den angreb på fuglemanér og endte med at vælte Larsens staffeli, så værket, han var i gang med, væltede ned på jorden med den våde side nedad.

Larsen blev så arrig, at han kastede en genstand efter påfuglen, der tilsyneladende faldt død om... Larsen bar den ned i Værkstedet, hvor han forsigtigt lagde den på et bord, mens han gik ud og gravede en lang grav, hvor hele fuglens fjerpragt kunne være. Da han kom tilbage for at hente Harald, gik fuglen (måske lettere fornærmet) rundt på gulvet.

Så er der historierne om, hvordan huset altid vrimlede med gæster og kunstnere. Fx boede den unge kunstner Karl Isakson hos Larsen en periode. Han havde hørt, at man kunne komme og bo og spise godt hos Johannes Larsen og gæstede derfor huset. Han var dog så uheldig at falde ned ad en trappe og brække benet. Så han måtte blive på Møllebakken i et halvt år. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hjemmet var gæstfrit - det siges, der var 16 gæstesenge, og man måtte indtage måltiderne i hold

På en varm sommerdag som denne kunne man næsten mærke de glade solfyldte dage, hvor børnene ifølge Ane hyggede sig i haven og nede ved stranden, der gik næsten op til foden af bakken ved huset, der hvor Hindsholmvej nu løber. Børnene strøg rejer, skrabede muslinger, sejlede i den lille jolle og nød i det hele taget naturen omkring dem. Der var plads og rum til at være barn på Møllebakken, men man kunne dog først sidde med til bords i den fresko-udsmykkede spisestue i Villaen, når man kunne sidde stille. Altså var de fleste af børnene 7 år, før de kom med til bords. 

Historierne er mange, og Ane Talbot kunne blive ved - dette var den sidste omvisning i det Larsenske hjem i denne omgang - men hele uge 33 kan man stadig få fornøjelsen af en rundvisning ved Ane. Hun viser nemlig rundt i særudstillingen GRØN - Modernisten Christine Swane hver dag kl. 14 hele uge 33.

Her vil der helt sikkert også falde gode historier af, som kun Ane kan fortælle. Christine Swane, eller tante Ugle, som de kaldte hende, er Johannes Larsens lillesøster og har dermed også været en stor del af Anes liv.

Læs mere om vores rundvisninger her.

 

Nyheder

Sådan skal en fugl danses
21. oktober 2019
Johannes Larsen Museet

Balletdansere fra Den Kgl. Balletskole i Odense optrådte med fugleballet for børn og unge fra Kerteminde.

Ny fugl fra Larsens hånd
4. oktober 2019
Johannes Larsen Museet

Nyerhvervet Larsen-tegning viser malerens glæde ved et lille stykke indendørs natur.

Fuglene trak folk til
3. oktober 2019
Johannes Larsen Museet

Rekordmange deltog i åbningen af Fugl 2019, og efter åbningen var der travlhed i Kertemindes restauranter og på overnatningssteder, der skulle huse mange af de tilrejsende kunstnere og deres gæster.

Og nu er HAN død!
5. september 2019
Johannes Larsen Museet

Mindeord for John Olsen ved Per Arnoldi.