Sparegris for spirituøs kulturhistorie

15. august 2018 | Johannes Larsen Museet

En klassiker om kryddersnaps med Johannes Larsens smukke illustrationer og vignetter, ”Brændevinsgrisen”, er netop udkommet i ny flot udgave og med nyt forord af Johannes Larsens sønnesøn, der i dag fører traditioner og opskrifter med brændevin videre fra sin farfar.

Opskrifterne i bogen blev oprindeligt indsamlet af Johannes Larsens gode ven Holger M. Rasmusen, som udgav bogen i 1947. Holger M. Rasmussen var søn af fabrikanten Mads Rasmussen, der fik stor betydning for Johannes Larsen og de øvrige Fynbomalere, da han åbnede Faaborg Museum i 1910. Sønnen blev siden selv direktør for museet og en god ven af Johannes Larsen. Og så fik han den idé at indsamle opskrifter på kryddersnaps, inden de blev glemt.

Indsamlet i 11. time

”For blot 50 år siden kunne man i vist hver eneste bondegård her på Fyn fine en klukflaske med bitter i, som brugtes som middel mod forefaldende sygdomme, som klemmelse, trykken for brystet, koldfeber og lignende. (…) Jeg har nu i den 11. time forsøgt at få at vide, hvilke urt det var, man brugte i brændevinen, og hvordan man sammensatte dem”, skriver Holger M. Rasmussen i bogens indledning.

Der blev annonceret i landets aviser med opfordring til at indsende opskrifter, og Holger M. Rasmussen har også samlet ind gennem venner og bekendte. Således bidrager såvel Johannes Larsen, som hver af hans sønner, Andreas og Johan.

Med helbredet for øje

Den første opskrift i bogen er indsendt af Kerteminde Apotek og indeholder en opskrift på bitteren ”Ni slags urter”. Den bliver nok ikke forhandlet længere fra apotekets hvide diske, men blev i sin tid brygget på bl.a. pimpinellerod, zedoarrod og alantrod sat på fortyndet vinånd. I det hele taget kommer mange af opskrifterne i bogen fra apoteker, da kryddersnapse traditionelt er blevet fremstillet med helbredet for øje.

Bogen indeholder blandt andet Johannes Larsens opskrift på "Malurtbitter". En opskrift, der er så larsensk i sin enkelhed og nøgternhed, at den godt kan refereres her:

"Strand-malurt sættes frisk på brændevin og må kun stå i 12 timer, inden det filtreres fra, da det ellers får afsmag. Johannes Larsen, Kerteminde".

Bogen er ikke bare en opskriftssamling, men tillige natur- og kulturhistorie og indeholder blandt andet en fortegnelse over danske brændevinsurter samt et afsnit om brændevinens historie.

Gyldendals nye udgave er lavet i samarbejde med Johannes Larsen Museet og indeholder et nyt forord af Johannes Larsens barnebarn, Jens S. Larsens. Brændevinsgrisen koster 199 kr. og forhandles blandt andet på Johannes Larsen Museet og i Østfyns Museers webshop.

Nyheder

Fuglekunst til tiden - open call
15. november 2018
Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.

Omtale af Kultur på Recept i Helse
23. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Læs om Kultur på Recept i magasinet Helse