Fynbomalernes ukendte keramiker

19. juni 2018 | Johannes Larsen Museet

Lørdag den 23. juni åbner udstillingen GRETE JENSEN – Fynbomalernes ukendte keramiker i Længen på Johannes Larsen Museet. På udstillingen kan man se Grete Jensens fantastiske keramiske værker.

Grete Jensen (1906-1935) blev kun 29 år, men i sit korte liv nåede hun at markere sig som en talentfuld keramiker og kunstner med et sprudlende liv fuld af farver og fest. Det kan ses i den keramik, hun nåede at skabe, og i den forretning, hun lagde kimen til.

Grete Jensens keramik har sit eget liv. I en kort årrække fra 1928-1935 fangede hun både samtiden og livsglæden i sine keramiske arbejder. Hun drejede, udformede og dekorerede selv keramikken med sin helt egen billedverden. Eksotiske dyr og nøgne sorte kvinder springer frem på tepotter og tallerkner. Solbrændte badepiger, motorcykler og kraner afspejler Gretes samtid, mens katte, børn, blomster og fugle understreger den legende, lette og poetiske streg som var Gretes særkende.

Grete havde et glimt i øjet og elskede livet. På trods af sygdom formåede hun at videregive sin livsglæde til både samtidige og nulevende gennem sin keramik.

Gretes keramiske arbejder blev fra 1928 først kendt under navnet ”Hans og Grete Keramik” og efter hendes død blev firmaet i 1935 videreført under navnet Syberg-keramik.

Udstillingen er den første, der fokuserer udelukkende på Grete Jensens værker, og ikke på Syberg-keramikken som Hans og Grete-keramikken blev videreført som. På udstillingen Grete Jensen – Fynbomalernes ukendte keramiker, kan du opleve et stort udvalg af keramiske værker, skitser og akvareller.

Biografisk:
Grete var datter af Fynbomaleren Peter Hansen. Hendes søster Elena (Bimse) blev gift med Johannes Larsens søn, Johan (Lysse). Grete var i 1929-1934 gift med læge Jens Jensen, søn af forfatteren Johannes V. Jensen. Alhed Maria Larsen er niece til Grete.

Udstillingsinformation og udstillingsåbning
Udstillingen kan opleves fra 23. juni til 25. november 2018 i Længen på Johannes Larsen Museet.

Udstillingsåbning 22. juni kl. 14.00, hvor Grete Jensens niece, Alhed Maria Larsen, vil være tilstede. Alle er velkomne.

Publikation
I forbindelse med udstillingen udgives en bog om Grete Jensen, skrevet af Alhed Maria Larsen med bidrag af Lise Seisbøll Mikkelsen, redigeret af Kurt Risskov Sørensen og Ida Giersing. Bogen har titlen: ”Grete Jensen, Keramiker 1906-1935” og er på 72 sider. Pris 68 kr. Bogen kan købes i Museumsbutikken på Johannes Larsen Museet.

Tak til Amandafonden, der har støttet udgivelsen af bogen. 

Nyheder

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.

Omtale af Kultur på Recept i Helse
23. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Læs om Kultur på Recept i magasinet Helse

Velkommen i Kaffehuset
11. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Kaffehuset åbner igen 13. oktober kl. 10, hvor vores nye kok, Helle, står klar med god mad.