Fuglekunst til tiden - open call

15. november 2018 | Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Info om tilmelding her

For 100 år siden var kunstneren Johannes Larsen på toppen af sin kunstneriske karriere og skabte en lang række ikoniske værker med fugle som motiv. Men hvordan ser det ud, når nutidens kunstnere skaber fuglekunst? Det vil Johannes Larsen Museet finde ud af.

Fuglekunst anno 2019

I det seneste halvandet årti har Johannes Larsen Museet huset en række markante udstillinger med fuglekunst. Senest med udstillingen FUGL i 2016. Nu planlægger museet atter en udstilling med fokus på kunst, der har fuglen som motiv. Og denne gang med en åben invitation til alle, der har et bud på fuglekunst anno 2019.

Målet er at skabe en udstilling, der tager temperaturen på dansk fuglekunst anno 2019, og kan præsentere en lang række spændende værker, i forskellige kunstarter og materialer, men med det til fælles, at alle værker har fuglen som motiv.

Fuglekunst på Møllebakken

Netop fuglen har altid været et omdrejningspunkt på Møllebakken i Kerteminde. Da maleren Johannes Larsen flyttede hertil i 1901, tog han sine store interesse for fuglen med. Allerede da var han kendt som fuglemaler, selv om hans virke var bredere end som så. På Møllebakken sørgede han og Alhed Larsen for at skabe en motivverden omkring sig, og den indeholdt i høj grad fuglene som motiv: høns, ænder og påfugle blandt de tamme, og stære, solsort, sangfugle m.v. blandt de vilde, som Johannes Larsen ofte kunne finde og tegne i træer og buske i haven. Byens børn lært også snart, at nødstedte fugle fik god omsorg i malerens hjem.

Hvad er fuglekunst i dag? 

”Fuglen har en central plads på Johannes Larsen Museet. Men fuglekunst i dag er noget andet end for 100 år siden, hvor Johannes Larsen var på toppen af sin kunstnerkarriere. Præcis hvad dansk fuglekunst anno 2019 er, ønsker vi at finde ud af på udstillingen til efteråret. Vi opfordrer alle kunstnere, der allerede bruger – eller kunne finde på at bruge – fuglen som motiv i deres kunst, til at byde ind”, siger museumsinspektør Troels Malthe Borch, der er projektleder for udstillingen.

Fagjury på fuglejagt

En jury skal udvælge værkerne til udstillingen. Juryen består af:

  • Stine Høholt, bestyrelsesmedlem af Ny Carlsbergfondet og kunstfaglig chef på Arken
  • Mads Damsbo,  direktør for Brandts – Museum for Kunst og Visuel Kultur
  • Maja Lisa Engelhardt, billedkunstner
  • Erland Porsmose, direktør for Østfyns Museer (herunder Johannes Larsen Museet)

Udover at vise de udvalgte værker på udstillingen udgives også et katalog, der præsenter samtlige værker fra udstillingen. Kataloget vil for eftertiden udgøre et blivende værk med en status for fuglekunsten anno 2019.

Læs mere om vores Open Call her: http://www.johanneslarsenmuseet.dk/planlaeg-besoeg/open-call-fugl-2019/

 

Nyheder

Fuglekunst til tiden - open call
15. november 2018
Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.

Omtale af Kultur på Recept i Helse
23. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Læs om Kultur på Recept i magasinet Helse