Vinder af skolekonkurrencen fundet

02. november 2017 | Johannes Larsen Museet

Det er med stor glæde, at vi kan afsløre vinderen af vores skolekonkurrence, som vi har afholdt i forbindelse med jubilæumsudstillingen En Vidunderlig Verden, der hylder Johannes Larsen her på 150-året for hans fødsel. I den forbindelse har vi spurgt en række personer (kunstnere, naturelskere, ornitologer, skuespillere, politikere m.fl.) om, hvordan de finder inspiration i Larsens verden og bedt dem pege på et værk af Larsen, som vi viser på udstillingen.

Parallelt hermed udskrev vi en skolekonkurrence for fynske børn på mellemtrinnet (4.-6. klasse), som vi ville have til, med deres blik på Larsen, at fortolke Larsens vidunderlige verden. 7 klasser meldte sig til konkurrencen og alle kom med flotte og kvalificerede bud. Og selvom det var svært, er en vinder blevet valgt efter mange overvejelser.

*******Vinderen af konkurrencen blev 5. klasse fra Gummerup Skole.*******

Juryens begrundelse
Juryen, der bestod af Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Johannes Larsen Museet, Christian Kortegaard Madsen, kurator og inspektør og Birgitte Kjøller, formidlingsinspektør, begrunder afgørelsen således:

5. klasse fra Gummerup Skole har sammen skabt et både smukt og helstøbt værk, der vidner om et rigtig godt samarbejde eleverne imellem. Johannes Larsens vidunderlige verden er ikke kun gengivet, men også optaget og indlevet, hvilket er skildret originalt gennem elevernes aktive tilstedeværelse og udfoldelse i haven på Møllebakken.

Kompositionen fungerer godt med det beskårede birketræ i billedets venstre forgrund og busken samt villaen til højre i billedet. Disse elementer indrammer billedet og åbner op til fortællingen på meget fin vis.

Den høje horisontlinje sætter yderligere fokus på haven som udfoldelses- og oplevelsesrum. Klassen har virkelig gjort sig umage med alle detaljer, selv Johannes Larsen, Vinterhaven og odderen Jokum er kommet med. Alt i alt et både originalt og spændende værk at gå på opdagelse i.

Læs mere om Børnenes Vidunderlige Verden og børnenes egen beskrivelse af processen.

Vi siger stort tillykke til 5. klasse på Gummerup Skole! Og stort tak til alle deltagere, vi er glade for at kunne vise jeres flotte værker på museet.

Alle værker udstilles
Samtidig med den afsluttende jubilæumsudstilling, En Vidunderlig Verden, åbner vi også udstillingen Børnenes Vidunderlige Verden, hvor alle bidrag fra de fynske skoler kan opleves i Larsen-salen. Her går de i dialog med nogle af Johannes Larsens største og mest kendte værker. Der bliver trykt en plakat med vinderværket i forbindelse med udstillingen.

Fernisering fredag den 1. december kl. 15.00

Efterfølgende åbner vi udstillingen En Vidunderlig Verden kl. 16.00

Læs mere om En Vidunderlig Verden her.

Læs vores tidligere omtale af skolekonkurrencen her.

Nyheder

Ladbytapetet forlænges
9. november 2017
Johannes Larsen Museet

Det smukke Ladbytapet bliver lidt længere på museet.

Festen fortsætter i Larsens atelier
7. november 2017
Johannes Larsen Museet

Vi fortsætter "Den store fest" med smukke juleborde i Larsens atelier.

Vinder af skolekonkurrencen fundet
2. november 2017
Johannes Larsen Museet

Endelig kan vi afsløre vinderklassen, der har lavet den mest vidunderlige verden.

Kort om Klingen
30. oktober 2017
Johannes Larsen Museet

Klingen var et ungt og moderne kunsttidsskrift, og det kom fra Kerteminde.