Unik mulighed: Åbent i Sybergs Atelier

02. juni 2017 | Johannnes Larsen Museet

I forbindelse med jubilæumsudstillingen Haven ved Havet, kan du nu, helt unikt, opleve Sybergs Atelier, som er den eneste bygning, der er tilbage, hvor Pilegården lå, indtil den brændte i 1955. 

I 1901 besøgte Fritz Syberg (1862-1939) sin gode ven Johannes Larsen (1867-1961) i Kerteminde. Syberg var straks solgt til det nordøstfynske landskab, og skrev 13. december 1901 til sin hustru Anna Syberg om den gamle gård i Over Kærby i Drigstrup Sogn lige uden for Kerteminde: ”… et stort dejligt beliggende Hus med en stor Æblehave, for 3000 kr. Det er sgu Røverkøb.” Anna og Fritz Syberg overtog Pilegården den 17. september 1902 for 2900 kr. 

Parret flyttede ind og i efteråret 1902 med 3 børn og et fjerde på vej. 

Sybergland
Midt i det fynske landskab og med en frodig have omkring sig boede og arbejdede Syberg i det, de gode venner Johannes V. Jensen og Otto Gelsted betegnede som ”Sybergland”. Med Otto Gelsteds ord: ”Spurvene ude i den gamle Have bliver ved med at kvidre, og Lyden blander sig med de klaprende Trin af Sybergs Træsko. Under de hundredaarige Frugttræer staar Jorden hvid og grøn af Dorthealiljer. Nogle gamle Træer har ikke kunnet staa imod Vinterens Storme og ligger fældet i Græsset. Ud over Marken strækker sig et Poppelhegn under den disede Luft. Vi er i Sybergland.”

Et kort liv
Anna Syberg døde allerede i 1914. Fritz stod nu alene tilbage med syv børn – den yngste, Rabbe, var blot ni måneder gammel. Året efter giftede han sig med Annas søster, Marie. Fritz Syberg blev boende på Pilegården frem til sin død i 1939, men allerede i 1920 fik den ældste søn, Hans, der var billedhugger skødet på gården.

En tragisk brand
I 1938 blev ejerskabet overdraget til den anden søn, Franz også kaldet Trylle. Franz var komponist og boede på Pilegården sammen med sin hustru Gudrun og deres to børn indtil 1955. Dette år brændte Pilegården ned til grunden, og under branden omkom Franz på tragisk vis. Gudrun opførte et parcelhus på grunden, som i dag – sammen med den omkringliggende boligbebyggelse – ejes af boligforeningen Grønløkken.

Oplev Sybergs Ateliér
Kun Sybergs Atelier står intakt tilbage som det mest synlige tegn på, at der en gang boede en kunstnerfamilie her. Nu åbner vi det, så du kan se det.

Sybergs Atelier er åbent lørdag og søndag i juni, juli og august kl. 13-16. 
Adressen er Sybergs Have 11, 5300 Kerteminde.

 

Nyheder

Ladbytapetet forlænges
9. november 2017
Johannes Larsen Museet

Det smukke Ladbytapet bliver lidt længere på museet.

Festen fortsætter i Larsens atelier
7. november 2017
Johannes Larsen Museet

Vi fortsætter "Den store fest" med smukke juleborde i Larsens atelier.

Vinder af skolekonkurrencen fundet
2. november 2017
Johannes Larsen Museet

Endelig kan vi afsløre vinderklassen, der har lavet den mest vidunderlige verden.

Kort om Klingen
30. oktober 2017
Johannes Larsen Museet

Klingen var et ungt og moderne kunsttidsskrift, og det kom fra Kerteminde.