På cykel fra Pisa til Kerteminde

08. september 2017 | Johannes Larsen Museet

To fætre gentager Syberg-børnene Hans og Besses legendariske cykeltur gennem Europa i 1913.

I 1913 cyklede Anna og Fritz Sybergs to ældste børn (Hans og Besse på dengang 18 og 16 år) hele turen fra Pisa til Kerteminde – igennem Italien, over Brennerpasset, gennem Østrig og Tyskland – med blandt andet et smut til deres forfædres borgruin ”Syburg”.

I skrivende stund er fætrene Søren og Lars Ellesøe i færd med at gøre Syberg-børnene kunsttykket efter. Med sig har de afskrifter af alle Hans og Besse daglige postkort fra turen i 1913 og opsøger så vidt muligt de lokationer, som Sybergbørnene kom forbi dengang.

Postkort Hans og Besse

I 1913 havde Syberg-familien boet i Italien i tre år. Tiden var kommet til at drage retur til Danmark, men hvor resten af familien skulle tage toget, besluttede de to ældste børn, Hans og Besse, at foretage rejsen hjem på cykel gennem Europa. Turen kom til at betyde meget for de to unge mennesker. Hans og Besse (Johanne) hed på italiensk Giovanni og Giovanna, og fortælller i postkortene blandt andet om den opmærksomhed, de tiltrak sig, hvor de kom frem: ”Hotelværten går hele dagen og spekulerer over hvem vi kan være. På hvert hotel vi har været, har vi været årsag til mange pensieri og det er ikke godt (…) – de fleste steder tror de vi er stukket af sammen og er derfor dobbelt rare imod os.” (München, 26. april 1913).

Både Hans og Besse fik efterfølgende kunstneriske karrierer som hhv. billedhugger (Hans) og maler og skuespiller (Besse). Besse var desuden kærester med Poul Henningsen og blev siden gift med Harald Giersing, begge nogle af datidens vigtigste kulturpersonligheder. I hendes postkort fra 1913 er hun 15 år, men allerede en kæk og modig pige. 

Søren og Lars Ellesøe cyklede fra Pisa 1. september og forventer at kommer til Danmark omkring 1. oktober. 

Følg med på facebook, hvor vi løbende bringer nyt fra rejsen i hhv. 1913 og 2017.

Læs interview med fætrene i Fyens Stiftstidende fra kort før afrejsen.

Nyheder

Fuglekunsten bygger rede i Kerteminde
23. januar 2020
Johannes Larsen Museum

Johannes Larsen Museet udbygger sin samling af fugleværker og indfører verdens første triennale for fuglekunst.

Kerteminde-udstilling rejser nordpå
15. januar 2020
Johannes Larsen Museet

Udstillingen NATURE Home & Workplace, der blev skabt til Johannes Larsen Museet i efteråret 2018, bliver nu vist på kunstmuseet i Nuuk.

Grønlandseventyr går som varmt brød
16. december 2019
Johannes Larsen Museet

Anmeldere og boglæsere har taget yderst godt imod udgivelsen af Johannes Larsens dagbøger fra Grønland.

Johannes Larsens adventskalender
15. november 2019
Johannes Larsen Museet

Kom med Johannes Larsen indenfor på Møllebakken i dette års adventskalender!