Ladbytapetet forlænges

09. november 2017 | Johannes Larsen Museet

Altså udstillingen! På opfordring har vi valgt at forlænge vores meget populære udstilling, Ladbytapetet, med to måneder ekstra. Så hvis man ikke kunne nå forbi, er der nu mulighed for det helt ind til 28. januar 2018.

På Johannes Larsen Museet oplever vi kæmpe stor interesse for det smukke tapet, der fortæller historien om Ladbykongens sidste rejse.

”Ladbytapetet er meget populært, og det er med glæde, vi har fundet plads i udstillingsprogrammet til at kunne forlænge udstillingsperioden med et par måneder. Tapetet og museet generelt er meget velbesøgt, og vi har blandt andet oplevet en fremgang i besøgstallet på ca. 40% i september og 45% i oktober måned, sammenlignet med september og oktober sidste år. Det skyldes i høj grad vores udstilling med Ladbytapetet”, fortæller Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Johannes Larsen Museet

Også kataloget er yderst populært. 1. oplag blev udsolgt efter få uger, og også 2. oplag er snart udsolgt. Så man skal være hurtig, hvis man gerne vil have et til bogsamlingen.

Om udstillingen:
Ladbytapetet er et syv meter langt broderi, som handler om Ladbyskibets historie: fra det sejlede på havet i vikingetiden, til det foreviges som broderi i nutiden. Det er inspireret af det 70 meter lange Bayeuxtapet, der handler om slaget ved Hastings i 1066.

Tapetet er broderet med plantefarvet uldgarn på hør og med samme opbygning som på Bayeuxtapetet. Midterstykket fortæller om Ladbyskibets historie. De to friser har overskrifterne "gravskib" og "skibsgrav" og viser mytologiske figurer og fund fra fortiden.

Starten på Ladbytapetet var i 2011. Idémageren var Inge Svensmark. Billedkunstneren Gudrun Heltoft skabte tegninger, der har været forlæg for tapetet, og Anette Nørgaard Bogulski har stået for farvningen af uldgarnet. Endelig har et hold af 16 brodøser arbejdet med tapetet. 

Mød brodøserne:

Tirsdage: kl. 11-14

Onsdage: kl. 11-14

Introduktion:

Få en introduktion til tapetet alle søndage kl. 12.30 (fra og med den 26. november).

Indtil 26. november er der introduktion søndage kl. 12 og 13 (til og med den 19. november).

Undtaget er uge 51 og 52 pga. brodøsernes juleferie.

Nyheder

Fuglekunst til tiden - open call
15. november 2018
Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.

Omtale af Kultur på Recept i Helse
23. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Læs om Kultur på Recept i magasinet Helse