Kort om Klingen

30. oktober 2017 | Johannes Larsen Museet

Alhed og Johannes Larsen var yderst gæstfrie mennesker og hjemmet på Møllebakken dannede ofte ramme om spændende møder og festlige begivenheder. Mange kendte kunstnere og kulturpersonligheder har været gæster på Møllebakken gennem tiden, og det har skabt nytænkning og kreativitet.

Et af de større og mere spektakulære resultater af mødet mellem store personligheder på Møllebakken er kunsttidsskriftet Klingen, som er repræsenteret og beskrevet gennem den aktuelle udstilling 1917 – EN NY TID. Klingen skulle udfordre og ”krydse klinger” med den etablerede kunstverden. Og det kom også til at ske.

Første nummer af Klingen så dagens lys i oktober 1917. Med artikler om den helt unge eller avantgardistiske og banebrydende kunst, arkitektur, musik og lyrik. Skaberne bag var ingen ringere end billedkunstneren Axel Salto i samarbejde med kunstskribent og politifuldmægtig i Kerteminde, Poul Uttenreiter, arkitekt Poul Henningsen og forfatteren Otto Gelsted.

Klingen fik stor betydning i dansk modernisme og var med til at bringe den europæiske samtidskunst til Danmark, med blandt andet gengivelser af værker af Van Gogh, Chagall, Cézanne, Rousseau, Matisse, Rodin og Renoir.

Og det hele startede i Kerteminde, hvilket siger noget om, hvor centralt og væsentligt et sted Møllebakken var i samtiden, og hvor meget Johannes og Alhed Larsens gæstfrihed kunne føre med sig.

På udstillingen 1917 – EN NY TID kan man lige nu opleve værker af flere store danske og internationale kunstnere. En stor del af disse havde deres gang på Møllebakken i større eller mindre grad eller kan på anden vis kan kædes sammen med året 1917- Året, hvor ikke bare Klingen udkom første gang, men hvor også Larsens atelier blev indviet og 1. verdenskrig rasede gennem Europa og satte spor.

Klingen var i øvrigt finansieret af en arv Axel Salto havde modtaget. Bladet var på trods af sin væsentlighed i samtiden langt fra en overskudsforretning, og bladet måtte lukke, da pengene slap op.  

Mere om 1917 – EN NY TID.

Nyheder

Fuglekunst til tiden - open call
15. november 2018
Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.

Omtale af Kultur på Recept i Helse
23. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Læs om Kultur på Recept i magasinet Helse