Kaffehuset udvides og restaureres

06. oktober 2017 | Johannes Larsen Museet

Foto: Flemming Wedell

Kaffehuset på Johannes Larsen Museet er en integreret del af museumsoplevelsen. I Kaffehuset får museets gæster en sanselig oplevelse, der tager udgangspunkt i stedet, traditionen og historien om det gode liv. Takket være en bevilling fra Ole Kirk’s Fond til restaurering og udvidelse af det historiske miljø omkring Kaffehuset kan museets gæster nu se frem til en endnu bedre oplevelse i de historiske rammer. Og så bliver der åbnet op for den smukke udsigt.

Ro og fordybelse i historiske rammer
Johannes Larsen Museet åbnede i 1986 som museum over det kunstnerhjem, hvor kunstnerparret Alhed (1872-1927) og Johannes Larsen (1867-1961) opbyggede deres fælles hovedværk: Hjemmet på Møllebakken i Kerteminde. Villaen blev grundlagt i 1901, og siden kom flere bygninger til. Kaffehuset er indrettet i det gamle vaskehus fra 1916-17. Vaskehuset er tegnet af Carl Petersen, som også stod bag Larsenparrets store atelierbygning samt Faaborg Museum. Kaffehuset omfatter også det såkaldte Svaneskur, som oprindeligt blev brugt til indramning og nedpakning af Johannes Larsens billeder, før de blev sendt ud i verden.

På grund af museets stigende besøgstal de senere år kniber det med pladsen i det lille Kaffehus, og især om sommeren må mange gæster gå forgæves. Det er ærgerligt, for rigtig mange bruger ”pausen” her til at slappe af og lade op samt få en kulinarisk oplevelse, som understøtter oplevelsen af at være gæst hos Alhed og Johannes Larsen. I Kulturstyrelsens museumsundersøgelse fra 2014 var det 37 procent, der besøgte museet med opladning, ro og fordybelse som formål. Det var den højeste andel på landsplan – og det forpligter naturligvis.

Fra jord til bord
For Alhed og Johannes Larsen var måltiderne små daglige højtidsstunder. Johannes Larsen brugte gerne nye, spændende råvarer, som f.eks. den skyr, han havde smagt på Island i 1927, og som han herefter fik bragt fra Jyllinge Mejeri en gang om ugen. I forbindelse med en hospitalsindlæggelse udarbejdede Larsen en liste over Sund Mad, som ”tilfældigvis” også var hans livretter. Som enhver anden ”rigtig” kerteminder spiste Larsen meget ofte fisk. Selv hans sidste ord handlede om fisk. Om eftermiddagen den 20. december 1961 havde en Kerteminde-fisker foræret ham en lange, som blev lagt i saltlage. Lige inden Larsen faldt i søvn om aftenen, sagde han ”Nu har I vel lagt den lange i salt”. Senere på aftenen sov han stille ind.

Grøntsager blev der også spist mange af hos Johannes Larsen – han havde nemlig et meget moderne syn på spændende grøntsager og spiste med stort velbehag hvidløg, grøn salat, blå kartofler, majs, ræddiker mv. I foråret 2016 genskabte museet Larsens Køkkenhave ved Svanemøllen. Her kan gæsterne opleve haven, som dyrkes af en gruppe af frivillige, ligesom en stor del af de dyrkede grøntsager, krydderurter og bær bruges i Kaffehuset. Som sådan er der ikke langt fra jord til bord.

I Kaffehuset arbejder vi videre med den Larsenske fortolkning af det gode liv forstået som et sundt liv i balance. I Kaffehuset er der fokus på råvarer og enkelthed. Der er altid fisk på menuen og mulighed for at nyde en øl eller en snaps. Oprindeligt bryggede Alhed øl i vaskehuset, og sønnen Andreas (Puf) fik endda sit eget bryggeri på Møllebakken. I dag lever øl-traditionen videre i bedste velgående; Johannes Larsens barnebarn, Peter Larsen, har brygget en særlig øl, en Svalebajer, med udgangspunkt i en gammel familieopskrift. Denne øl kan nydes i Kaffehuset.

Fremover vil vi gerne udvikle ”fra-jord-til-bord”-konceptet endnu mere og derved få et endnu tættere samspil mellem Kaffehuset, kunstnerhjemmet og de skiftende særudstillinger – og køkkenhaven.

Bevilling muliggør restaurering og udvidelse
Takket være en bevilling fra Ole Kirk’s Fond er det nu muligt at igangsætte en omfattende en renovering af det eksisterende Kaffehus og samtidig udvide med en pavillon, en terrasse med panoramaudsigt og moderne køkkenfaciliteter. Projektet tegnes af arkitekt Poul Ingemann, der også har stået bag museets udstillingsbygninger, Samlingen fra 1990 og Vingen fra 2001. På museet er vi særligt glade for, at vi kan markere 150-året for Johannes Larsens fødsel på denne måde – helt i Larsens ånd.

De nye bygninger placeres, så de understøtter havens rum; pavillonen bygges ud mod Kildeanlægget, mens køkkenet placeres i det, der i dag er ”baghave”, hvorved der også etableres en ny adgangsvej for varetransport til Kaffehuset. På denne måde fortsættes perlerækken af bygninger, der afgrænser haven – helt som på Larsens tid.

Lige nu fremstår Kaffehuset meget lukket. Denne lukkethed rådes der bod på ved at åbne stedet op med en pavillon med større glasvinduer samt ved at skabe mulighed for udeservering på terrassen – med panoramaudsigt ud over Kerteminde Bugt/Storebælt. Kaffehuset bliver fremover også tilgængeligt for gæster, der ikke besøger museet.

Tidsplan
Projektering af det udvidede Kaffehus går i gang i indeværende efterår, så vi forhåbentlig kan være klar til sommeren 2018.

 

Tak til:

Ole Kirks fond logo

 

Nyheder

Jul på Johannes Larsen Museet
28. november 2017
Johannes Larsen Museet

Glögg og vafler i Kaffehuset
23. november 2017
Johannes Larsen Museet

I december dufter det af jul i Kaffehuset.

Læs Fynboernes private breve og dagbøger
20. november 2017
Johannes Larsen Museet

Tusindvis af private breve til og fra Fynbomalerne og deres kreds bliver nu tilgængelige for offentligheden.

Ladbytapetet forlænges
9. november 2017
Johannes Larsen Museet

Det smukke Ladbytapet bliver lidt længere på museet.