Festen fortsætter i Larsens atelier

07. november 2017 | Johannes Larsen Museet

I 1917 oplevede den unge Grethe Jungstedt, hvordan et smukt dækket bord i Larsens nybyggede atelier blev befolket af unge, smukke mænd og kvinder, kunstnere, teoretikere og andre store personligheder fra Larsens bekendtskabskreds. På bordkortene stod der blandt andet ”Las” (Johannes Larsen), ”Be” (Alhed Larsen), ”Pollemand” (Poul Henningsen), ”Gelle” (Otto Gelsted), ”Johs V.” (Johannes V. Jensen) og ”Baronen” (Fritz Syberg).

Grethe selv var ikke gammel nok til at sidde med, hun var bare en stor pige, men blev senere gift med en af de unge mænd om bordet, nemlig Kurt Jungstedt. Alligevel oplevede hun lidt af festlighederne, på afstand, hvilket hun fortæller om i et interview med Erland Porsmose, som er gengivet i kataloget til udstillingen 1917 – EN NY TID

Georg Jensen Damask dækker op til julefest
Denne fest, der foregik for 100 år siden, markerer vi nu med smukke opdækninger i Atelieret. I samarbejde med Georg Jensen Damask og i anledning af årstiden, dækker vi juleborde, med alt hvad dertil hører, til glæde og inspiration med blandt andet Georg Jensen Damasks klassiske juledug, men også med deres nye juledug, designet af kunstner og keramiker Thora Finnsdóttir.

Derudover benytter vi lejligheden til at dække et smukt bord med stellet Davenport, som Larsen-familien brugte til særlige lejligheder. Senere flytter vi også festbordet, der lige nu kan ses i udstillingen 1917 – EN NY TID, over i Atelieret, hvor det måske oprindeligt stod for 100 år siden til den store fest.

”Vi er virkelig glade for at få lov til at dække borde her på museet og bidrage med lidt julestemning. Der så fin en sammenhæng mellem Georg Jensen Damask og Johannes Larsen Museet – vi er begge huse med store traditioner for kunst, håndværk og det at samles. Jeg forestiller mig næsten, hvordan masser af kunstnere gennem tiderne har været samlet omkring et stort dækket bord, måske endda dækket med damask”, siger Kate Langæble, butikschef i Georg Jensen Damask.

Georg Jensen Damask er kulturbærende inden for den danske designtradition. Virksomheden blev grundlagt i 1756, men man ved, at der er blevet vævet tekstiler i familien siden 1500-tallet. Historien bygger i dag, såvel som tidligere, på godt håndværk med respekt for arven samt fokus på kvalitet og funktionalitet.

Her på Johannes Larsen Museet glæder vi os til dække op til julefest og byde indenfor.

Udstillingen kan opleves fra 11. november til 31. december i Atelieret.

Nyheder

Ladbytapetet forlænges
9. november 2017
Johannes Larsen Museet

Det smukke Ladbytapet bliver lidt længere på museet.

Festen fortsætter i Larsens atelier
7. november 2017
Johannes Larsen Museet

Vi fortsætter "Den store fest" med smukke juleborde i Larsens atelier.

Vinder af skolekonkurrencen fundet
2. november 2017
Johannes Larsen Museet

Endelig kan vi afsløre vinderklassen, der har lavet den mest vidunderlige verden.

Kort om Klingen
30. oktober 2017
Johannes Larsen Museet

Klingen var et ungt og moderne kunsttidsskrift, og det kom fra Kerteminde.