Efterårsferien 2017 nærmer sig

12. oktober 2017 | Johannes Larsen Museet

Bladene falder, vi falder i kastanjer, og i det hele taget føles det hele lidt efterårsagtigt. Men heldigvis er det snart efterårsferie! På Johannes Larsen Museet skruer vi op for hyggen og håber faktisk, at det blæser en del. Vi skal nemlig bygge drager, brodere vikinger og presse æbler fra haven.

Kan dragen mon flyve?
Johannes Larsens barnebarn Ane Talbot har fortalt, hvordan de ofte byggede flotte drager og gik ned til stranden og fløj med dem, da hun var barn. Hun har også fortalt, hvordan Poul Henningsen, der var gæst i huset på Møllebakken under første verdenskrig, byggede drager med lys i, og at folk i Kerteminde troede, at det var tyske kampfly. Det var det heldigvis ikke! I værkstedet på museet bygger vi drager inspireret af P.H's Dragebog. Hvis vejret er til det (her kommer blæsten ind i billedet), slutter vi af med at prøveflyve vores drager på stranden.
Drageværkstedet er i uge 42, tirs, ons, tors kl. 11-15

Brodér med Ladbytapetets idékvinde Inge Svensmark
Der er også syskole på museet i efterårsferien. Her kan man gå i brodøsernes fodspor og lære broderiteknikken fra Ladbytapetet, som lige nu er udstillet på museet. Deltagelse på syskolen kræver ingen forudsætninger. Man er velkommen til at deltage blot en dag, men da broderi kræver tid til fordybelse, kan man også vælge at tilmelde sig flere dage.
Der er sy-værksted mandag til fredag i uge 42 kl. 11-15,
Pris:Voksen: 100,- kr. pr. dag inkl. materialer og adgang til museets udstillinger. Barn: 50,- kr. pr. dag inkl. materialer (børn under 18 år har gratis adgang på museet). Begrænsede pladser pr. dag, max 10 syskoleelever. Find link til tilmelding her. 

Andre aktiviteter og aktuelle udstillinger
Udover syskole og drageværksted presser vi æbler fra haven onsdag i uge 42 kl. 13-16, mandag-fredag kl. 14 kan man komme med guide rundt i særudstillingen, lørdag og søndag er der introduktion til villa og værksted kl. 11 og til Ladbytapetet kl. 12 og 13. Og så er der vores faste aktiviteter for børn: Kunstskattejagten, hvor man kan hjælpe museet med at løse mysterier og finde kunst og Eventyrrummet, hvor der er indblik og udsigt og mulighed for at være kreativ på egen hånd. Til sidst er der selvfølgelig vores to næsten ny-ophængte udstillinger. Særudstillingen 1917 EN NY TID og Ladbytapetet, der kan rundes af med en bid mad og en kop kaffe i Kaffehuset.

Få et overblik over alle vores aktiviteter her.

God efterårsferie! 

Nyheder

Friske fuglekasser til Larsens fugle
23. februar 2018
Johannes Larsen Museet

Vores trofaste, frivillige fuglelsker, Mogens Salling, har brugt de sidste uger på at gennemgå og rense og renovere alle samtlige fuglekasser i Larsens have.

Efterlysning: Værker af Christine Swane søges
19. februar 2018
Johannes Larsen Museet

Ejer du et værk af Christine Swane (1876-1960), vil vi meget gerne høre fra dig. Vi efterlyser værker til vores store sommerudstilling GRØN - modernisten Christine Swane

Den Fynske Kulturarvsekspedition
8. februar 2018
Johannes Larsen Museet

Ole Lejbach og Jens Blendstrup har endnu engang besøgt Fyn

Vinterferie 2018
6. februar 2018
Johannes Larsen Museet

Måske bliver det indevejr i vinterferien – det satser vi en lille smule på på Johannes Larsen Museet. Vi sørger nemlig for, at der er noget at lave inde i varmen hos os.