Berømte Islandstegninger kommer på museum

18. maj 2017 | Johannes Larsen Museet

Øxerárfoss

50 af Johannes Larsens tegninger fra Island indlemmes nu i Johannes Larsen Museets samling i Kerteminde. Men først skal de udstilles på Island.

Johannes Larsen Museet har med støtte fra Ny Carlsberg Fondet erhvervet 50 af Johannes Larsens (1867-1961) i alt 300 tuschtegninger fra kunstnerens Islandsrejser i 1927 og 1930. Den generøse donation er givet i anledningen af 150-året for Johannes Larsens fødsel i 2017.

Illustrationer til "De Islandske Sagaer"

Tegningerne er udført som illustrationer til genudgivelsen af ”De Islandske Sagaer” i 1930, og de beskriver i et nøgternt formsprog med sikre skraveringer de landskaber, sagaerne udspiller sig i. De smukke og enkle tegninger har alle været i familiens eje – og det er arvingerne, der nu sælger et repræsentativt udvalg af tegningerne til museet, mens de resterende tegninger fortsat er i familiens eje.

”Det er en stor glæde for Johannes Larsen Museet nu at have denne nordiske kulturskat i museumssamlingen”, siger leder af Johannes Larsen Museet, Mette Ladegaard Thøgersen.

Udstilling førte til erhvervelse

Erhvervelsen af de 50 Islandstegninger blev muliggjort i forbindelse med udstillingen ”Blik på Island”, som blev vist på Johannes Larsen Museet i vinteren 2016/17. Udstillingen var en vandring rundt i det islandske landskaber med Johannes Larsen og den islandske kunster Einar Falur Ingólfsson, hvor Larsens tegninger og Ingólfssons fotografier indgik i en smuk og berigende dialog. I forbindelse med udstillingen blev Vibeke Nørgaard Nielsens bog, ”Sagafærden”, der omhandler Johannes Larsens Islandsrejser, genudgivet på dansk. Bogen er tidligere også udkommet på islandsk.

Først et smut tilbage til Island

Interessen for Larsens Islandsprojekt er stor. Nu skal et udvalg af de nyerhvervede tegninger til Island, hvor de skal indgå i udstillingen ”Land Seen – In the footsteps of Johannes Larsen” på Hafnarborg Centre of Culture and Fine Art. Udstillingen vises her frem til den 20. august 2017. Som på vinterens udstilling i Kerteminde sammenstilles Larsens tegninger med Ingólfssons fotografier. Johannes Larsen Museets medarbejder, museumsinspektør Christian Kortegaard Madsen, transporterer selv tegningerne til Island, og repræsenterer Johannes Larsen Museet ved åbningen af udstillingen den 27. maj.

Nyheder

Vi søger unge medskabere af en ny udstilling
18. december 2018
Johannes Larsen Museet

Er du ung (mellem 15 og 18 år). Finder du kunst, design og rum spændende? Men synes du, at kunstudstillinger ofte ikke er interessante for unge? Tænker du samtidig: ”Hvis jeg kunne bestemme, ville udstillingerne se helt anderledes ud?”

Fuglekunst til tiden - open call
15. november 2018
Johannes Larsen Museet

Ny udstilling tager pulsen på fuglen i kunsten, og Johannes Larsen Museet opfordrer kunstnere til at byde ind.

Johannes Larsen Museet skal have ny leder
7. november 2018
Johannes Larsen Museet

Mette Ladegaard Thøgersen skal fremover være leder af Nyborg Slot og Borgmestergården i Nyborg.

Udvidet menu i Kaffehuset
25. oktober 2018
Johannes Larsen Museet

Vores udvidede og nyrenoverede Kaffehus åbnede forrige lørdag op til efterårsferien, og virkelig mange gæster har været forbi for både at se og smage.