Julerier på Larsen-museet

22. november 2016 | Johannes Larsen Museet

Det kommer bag på de fleste hvert år. Julen banker på – og før vi aner det, er der hygge alle vegne. Det, synes vi på Johannes Larsen Museet, er ret skønt, og vi har selvfølgelig forberedt os lidt. Butikken er ved at blive pyntet op til jul, og vi har planlagt en perlerække af tiltag, som skal bidrage til den gode julestemning. 

Det kan du opleve

Vi deltager i julemarked på Lundsgaard den sidste weekend i november med udvalgte varer fra butikken og lækre smagsprøver fra Kaffehuset. Johannes Larsen alias Ole Vedby vil også være tilstede - i julehumør. 

Der er familiecafé sidste søndag i november, hvor vi laver juleklip som på Johannes Larsens tid. Vi laver en facebook-julekalender - i år med islandstema i anledning af udstillingen Blik på Island, der åbner 10. december. Følg med i en spændende sagafærd i 24 afsnit skrevet af islandskenderen Vibeke Nørgaard Nielsen.

De to første weekender i december, kan du finde os på Østfyns Museers stand på Nyborg Slot i forbindelse med Jul i den gamle Kongeby. Efterfølgende kan vi den 14. december præsentere verdens første og så vidt vides eneste juleinspektør, Benno Blæsild, der vil fortælle om ”Julens Traditioner – fra hedenskab til gaveræs”.

Midt i december pynter vi det store juletræ i værkstedet, vi afholder vores årlige julekoncert den 18. december med Harald Haugaard og Helene Blum, som i år har nordiske gæster med. Og så runder vi julen på museet af med Johannes Larsens fødselsdag, der selvsagt falder på samme dato som altid, nemlig den 27. december. De 149 år bliver fejret med gratis entré, fællessang, rundvisninger, bogudsalg, hvid gløgg og hyggeligt samvær.

Ses vi?

Vi glæder os virkelig meget til alle julerierne og til at byde velkommen i varmen. Vi garanterer god stemning over hele linjen. 

 

Værk: Christine Swane: Juletræ, 1915. Olie på lærred 61 x 67. Foto: Farvelaboratoriet.

 

 

Nyheder

Berømte Islandstegninger kommer på museum
18. maj 2017
Johannes Larsen Museet

50 af Johannes Larsens tegninger fra Island indlemmes nu i Johannes Larsen Museets samling i Kerteminde. Men først skal de udstilles på Island.

Så springer guldæblet!
5. maj 2017
Johannes Larsen Museet

Nu har også Larsen langt om længe også fået sit eget guldæble.

Seks stjerner til Haven ved Havet
1. maj 2017
Johannes Larsen Museet

Stjerneregn over Haven ved Havet i anmeldelse fra Fyens Stiftidende

Kulturskibet afholdt forårskoncert på Johannes Larsen Museet
26. april 2017
Johannes Larsen Museet

Musikskoleelever gav forårskoncert