Lån fra Ordrupgaard

18. februar 2015 | Johannes Larsen Museet

Peter Hansen: Tærskende okser, Cività d'Antino. 1904. Foto: Pernille Klemp. Ordrupgaard.

Fynbomaleren Peter Hansens venskab med kunstsamleren Wilhelm Hansen var med til at gøre de fynske kunstnere til en anerkendt gruppe i det københavnske borgerskab. Ny udstilling med lån fra Wilhelm Hansens samling på Ordrupgaard giver et indblik i Fynbomalernes københavnske fortid og i deres lærermestre Theodor Philipsen og Viggo Johansens kunst.

Fynbomalernes kunstneriske gennembrud var ikke på Fyn. Men i København. Det var det københavnske borgerskab, der først opdagede og begyndte at opkøbe de unge fynske kunstneres værker af fynske landskaber, bønder, fugle og fattige.

Fynboernes københavnske mæcen
Især én mand, den københavnske forsikringsdirektør Wilhelm Hansen, opbyggede tidligt begejstret en samling af Fynbomalernes værker. Særligt maleren Peter Hansen optog ham, fordi de to jævnaldrende mænd sammen havde delt interessen for kunsten siden deres fælles skoletid i København. Det er et udvalg af værker fra Wilhelm Hansens samling på museet Ordrupgaard, som i de kommende måneder kan opleves på Johannes Larsen Museet.

Wilhelm Hansens samling, som siden 1918 har været tilgængelig for publikum i hans villa nord for København, indeholder en lange række af værker af Peter Hansen og Johannes Larsen og desuden af de malere, som Fynbomalerne havde som forbilleder i deres unge år, nemlig Theodor Philipsen og Viggo Johansen. Men i årene 1916-18 skiftede Wilhelm Hansen fokus i sin samling, og det lykkedes ham at opbygge en i Nordeuropa uovertruffen samling af fransk impressionisme. Skiftet fra fynsk til fransk kunst skyldtes blandt andet, at konservesfabrikant Mads Rasmussen i 1910 stiftede Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst og dermed tog pladsen som Fynbomalernes foretrukne mæcen.

Vandt bronzemedalje på verdensudstillingen i Chicago
På udstillingen ”Lån fra Ordrupgaard” på Johannes Larsen Museet kan man se ni værker af Peter Hansen, herunder bl.a. hans imponerende værk fra lærermesteren Zahrtmanns Italien: ”Tærskende okser. Cività d’Antino” og værket ”Dobbeltportræt af to børn” fra 1889, som han vandt bronzemedalje for på verdensudstillingen i Chicago i 1893. Faktisk blev Peter Hansen siden gift med ”Kylle” og ”Sisses” mor. Sidstnævnte, Elisabeth Neckelmann, blev selv en anerkendt maler – og ivrig kvindesagskvinde.

Lånet fra Ordrupgaard gælder også en række malerier af Theodor Philipsen og Viggo Johansen, som kan ses som Fynbomalernes kunstneriske forgængere. Endelig kan Johannes Larsen Museet med lånet også vise tre værker af Johannes Larsen, som normalt kun kan opleves på Ordrupgaard.

Fornyet fokus på Fynboerne
Lånet fra Ordrupgaard sker i anledning af, at det københavnske museum i disse år har fornyet deres fokus på Fynbomalerne. I sommeren 2013 var Anna Syberg i fokus, i foråret 2015 viser de en udstilling med Fritz Syberg, og i efterår 2015 vies udstillingspladsen til Johannes og Alhed Larsen. Til Syberg-udstillingen dette forår låner Ordrupgaard en lang række værker af Johannes Larsen Museet, og det er i den forbindelse af museet i Kerteminde har fået mulighed for at vise et udvalg af Peter Hansens, Theodor Philipsens, Viggo Johansens og Johannes Larsens værker fra Ordrupgaard, som den dag i dag står som Fynbomalernes museum i hovedstaden.

Lån fra Ordrupgård

Billedtekst: Peter Hansen. Tærskende okser, Cività d’Antino. 1904. Foto: Pernille Klemp. Ordrupgaard.

 

Nyheder

Publikum er tilbage
2. juni 2020
Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museets gæster har glædet sig til atter at kunne besøge Møllebakken. Og det har de i den grad gjort efter genåbningen af museet.

Johannes Larsen Museet genåbner 26. maj
8. maj 2020
Johannes Larsen Museet

Efter regeringens udmelding af dags dato glæder vi os til snart at kunne åbne Johannes Larsen Museet igen.

Nyt Syberg-værk til samlingen
5. maj 2020
Johannes Larsen Museet

En fornem testamentarisk gave har givet mulighed for indkøb af Fritz Sybergs værk "Sildebåde ved kajen i Kerteminde" fra 1907.

Larsens lærke fejrer Befrielsen
4. maj 2020
Johannes Larsen Museet

I en ny plakat, der snart vil kunne opleves udvalgte steder, er Johannes Larsens lærke blevet et frihedssymbol for Danmarks Befrielse i 1945.